Professionel DJ med eget mobildiskotek

DJ Klaus Enevoldsen har mere end 10 års erfaring som professionel DJ og har specialiseret sig i bryllupper, skolefester og firmafester.

Om Beatboxen / DJ Klaus Enevoldsen

Det startede tilbage i slutningen af 80’erne, først med en skoleradio, så et praktikophold i folkeskolens 8. klasse på Radio ABC i Randers. Derefter et mobildiskotek med to venner: Diskotek Beatbox. Beatbox spillede til mange ungdomsfester primært på Djursland. Midt i 90’erne blev pladespillerne solgt og vinylen lagt på hylden.

I sommeren 2013 blev Mobildiskotek Beatboxen etableret som et enkeltmandsfirma og drevet på hobbyplan. Musikstilen er mainstream og tilpasses til festens deltagere: primært populærmusik kendt fra radioen fx 80’er, 90’er, lidt klassisk rock’n’roll og hits frem til i dag.

Beatboxen har eget lyd- og lysanlæg, der kan bruges til mindre fester med 30-40 gæster og helt op til de store firmafester med 300-400 gæster. Kvaliteten er i højsædet, specielt bliver lydkvaliteten prioriteret højt.

Oftest stillede spørgsmål

Tager du imod musikønsker?

“Ja, jeg opfylder omkring 99% af de musikønsker jeg får, men jeg forebeholder mig retten til at afvise ønsker, jeg vurderer ikke passer ind i de øvrige gæsters musiksmag. Til skolefester afviser jeg musikønsker hvis teksterne fx er meget upassende.”

Hvilket musik spiller du?

“Kort fortalt spiller jeg det i gerne vil høre. Jeg plejer at holde mig indenfor popmusikken, nogle gange er der lidt mere musik fra 80’erne, andre gange er der lidt mere rock. Der er ikke to fester, der er ens og musikken varierer meget fra gang til gang.”

Hvorfor startede du Beatboxen efter en pause på næsten 20 år?

“Min kone og jeg deltog til et bryllup, hvor der var en dygtig DJ, han spillede en masse god musik og jeg kunne mærke at det trak i mig for at starte igen. Vores børn var ved at blive større og jeg tænkte at hvis det skulle være, så var det nu.”

Er der noget særligt vi kan gøre for at få en rigtig god dansefest?

“Ja, hvis der er en bar, så sørg for at musikken er i nærheden af den, så er gæsterne nemmere at lokke ud på dansegulvet. Dæmp lyset efter middagen, gør i det ikke selv, vil den erfarne musiker gøre det for jer. Tag gæsterne under armen og sørg for selv at være på dansegulvet en stor del af aftenen.”

Hvad nu hvis vores gæster mest er til hygge og ikke så meget til dans?

“Alle fester er forskellige og vurderer i at gæsterne mest vil bruge aftenen på at sidde og tale, så sig det til din musiker, så sørger han/hun for at tilpasse højttalernes placering og lydniveauet efter dette.”

Nu spiller du vel ikke for højt?

“Hvis jeg skal spille under middagen sørger jeg for at spille tilpas lavt, så alle har mulighed for at tale sammen. Lyden er naturligvis højst lige ved højttalerne, så sørg for at de hørebesværede gæster ikke sidder lige op ad en højttaler.

Når det bliver tid til at danse skruer jeg op for musikken, jeg forsøger at ramme et lydniveau hvor man kan føle musikken, men stadigvæk tale sammen på dansegulvet.”

Hvor ofte er du ude og spille?

“Jeg sigter mod at komme ud og spille 1-2 gange på en måned, dog højst 15 gange om året. Jeg har fuldtidsjob ved siden af mobildiskoteket og har en kone, jeg er glad for, og tre raske hjemmeboende drenge, som jeg også er glade for. Jeg sørger for også at prioritere familien.”

Hvad hører du privat?

“Jeg hører meget radio, især P3, The Voice og Nova. Jeg har en meget blandet musiksmag og er meget glad for navne som Bruno Mars, Gnarls Barkley, Chris Isaak, The Weeknd, Ed Sheeran, Royal Blood, Depeche Mode, Tina Dickow og TV-2.

Min kone og jeg tager til omkring 5-6 koncerter om året. Det er mest de store internationale navne, men også dygtige danske musikere.”

Er der slet ikke noget musik du ikke kan lide?

“Jo, jeg bryder mig ikke om dansktop, fusionsjazz, death growl, gangster rap, og country.”

Hvor meget plads skal du bruge og hvor vil du helst gerne placeres?

“Det kommer an på hvor meget udstyr jeg skal have med, det varierer fra ca. 3 x 2 meter og op til 4 x 3 meter og nogle gange endnu mere.

I nogle gamle forsamlingshuse er der en scene i den ene ende af salen, og det kan være nærliggende at placere musikken deroppe, men jeg vil meget hellere placeres på gulvet i nærheden af festen – så er det meget nemmere for gæsterne at komme og ønske et nummer.”